Om Trackdayklubben / FAQ | Trackdayklubben

Om Trackdayklubben / FAQ


Hvad er Trackdayklubben ?

Trackdayklubben er for dig der ønsker at lære dine egne såvel som din bils grænser bedre at kende.

Hvem kan være med ?

Alle kan være med! Vi er bilentusiaster, vi er folk der ønsker at blive bedre bilister og gerne vil udforske vores bilers formåen på en sikker og intelligent måde - nemlig på en lukket bane. Det eneste der kræves af dig, er at du har kørekort, en indregistreret og synet bil i god og funktionsdygtig stand, og at du har læst og underskrevet vores reglement og ansvarsfraskrivelse inden arrangementerne. Biler uden nummerplader kan under visse forudsætninger også deltage.

Alle vores arrangementer afvikles som øvelseskørsel - eller rettere sagt: Som et avanceret køreteknisk kursus, hvor din normale bilforsikring som regel giver dækning. Husk dog at checke med netop dit forsikringsselskab.

Kan jeg deltage med min gadebil?

Hele formålet med trackdays er, at du lærer dine egne og bilens grænser at kende og får en fed oplevelse på en rigtig racerbane. Vore events er åbent for alle biler, også din hverdagsbil med få heste. Det handler ikke om, HVAD du kører, men HVORDAN!

Hvad med med bilens forsikring?

Vore trackdays er et køreteknisk kursus med professionelle instruktører som blandt andre Le Mans vinder John Nielsen, og der vil derfor ikke blive kørt race eller på tid. Det betyder, at din bils forsikring i langt de fleste tilfælde vil dække fuldt ud som på offentlig vej, hvis uheldet skulle være ude. Men det er nu en god idé lige at checke din forsikringspolice på forhånd, så er du på den sikre side.

Hvor meget må bilen støje?

Desværre er landets racerbaner underlagt meget stramme miljøgodkendelser, hvilket betyder, at den maksimale støjgrænse er 95 db. Hvis din bil støjer for meget, vil du modtage en advarsel og nogle gode idéer til, hvordan du kan dæmpe den yderligere. Hvis den stadig støjer for meget, vil banens officials nægte dig at komme på banen igen. I princippet fungerer det sådan, at banen har en støjkvote pr. dag, som skal overholdes. Støjer din bil mere end de 95 db, vil dagens støjkvote blive opbrugt alt for hurtigt, og så stjæler du faktisk al køretiden fra dine med-deltagere. 

Er der nogle præmier?

Trackdays er ikke et racerløb, og hele formålet med dagen er, at du kan presse dig selv og din bil til det yderste – ikke de andre deltagere. Så nej, der vil ikke blive kørt om kap, på tid eller andet, som kan inkassere en præmie, men vi lover dig, at du kommer hjem med den fedeste oplevelse i bagagen alligevel.

Hvem kører man med?

Kørslen er inddelt i tre grupper, som fordeles således:

Gruppe A: Indregistrerede biler med begyndere bag rattet.

Gruppe B: Indregistrerede biler med øvede bag rattet.

Gruppe C: Biler uden nummerplader, som ikke kører sammen med indregistrerede biler, af forsikringsmæssige årsager.

Min bil er ikke indregistreret, kan jeg være med?

Det kan du sagtens og det er ikke et krav, at din bil har hverken afgift eller andet betalt. Så længe bilen er af en model, som fra fabrikken var tiltænkt kørsel på offentlig vej og har en EU Typegodkendelse, som den også overholder. I princippet skal du kunne køre til syn med den. Alle tilmeldte biler uden plader vil blive sat i Gruppe C, som ikke kører sammen med indregistrerede biler, men har præcis lige så meget køretid. Du skal dog stadigvæk have et kørekort!

Må man drifte?

Både ja og nej. På selve banernes asfalt, er det ikke tilladt at køre decideret drifting, da det støjer så meget, at dagens sammenlagte køretid ville blive fem minutter. Powerslides ud af sving accepteres, så længe det bare ikke kan kategoriseres som drifting. Når vi er på Jyllandsringen vil til gengæld den store glatbane med to sving være åben, hvor det vil være muligt for alle at forsøge sig med sidelæns kørsel, uden at det koster dæk og hårdt slid på bilen. Der vil være en drifting instruktør til fri afbenyttelse på banen.

Hvad med banebiler?

Bilen skal have EU typegodkendelse og skal i princippet kunne synes. Kun på Ring Knutstorp kan alle typer racerbiler tillades, så længe de ikke støjer mere end 95 dB.

Hvor tilmelder jeg mig?

Vi har begrænset antal pladser til vore trackdays, for at sikre mest mulig køretid til alle. Derfor skal du skynde dig ind på Trackdayklubbens Kalender og Tilmeldingsside og tilmelde dig, inden det er for sent. Når du er tilmeldt vil du få tilsendt alle de tekniske informationer på email, så du er helt klar til dagen.

Må jeg komme ind som tilskuer?

Det er helt gratis at komme ind som tilskuer og du er mere end velkommen. Du skal blot underskrive en ansvarsfraskrivelse, som du finder under “Downloads” på vores hjemmeside.

Hvem er Trackdayklubben?

Trackdayklubben drives af 3 passionerede bilentusiaster, Lars Henrik Koch, Jeppe Rimmen og Allan Lund Petersen. Racerkører og Le Mans vinder John Nielsen er chefinstruktør i Trackdayklubben.

Lars Henrik Koch

IMG 3261

Er ansvarlig for økonomi, regnskab, tilmeldinger, web og sociale medier. Derudover er det ofte ham I møder ved indskrivningen på vore events. Lars arbejder også med løbende forbedringer af events og holder styr på legale forpligtelser, samt leverandøraftaler.

Lars har arrangeret trackdays siden 2006 og kører selv en BMW 130i, der har fået et par opgraderinger, således den kan begå sig på en bane.

Til dagligt har Lars eget firma, Koch Consult, hvor han hjælper kunder med deres udfordringer indenfor IT og specielt IT-sikkerhed, IT-kontroller og funktionsadskillelse, samt optimering af processer.

E: lars(at)trackdayklubben.dk

M: 4110 8310


Jeppe Rimmen 

IMG 3262

Er ansvarlig for presse og markedsføring, sponsor- og samarbejdsaftaler, samt aftaler med vores instruktører. Derudover arbejder han for løbende at forbedre vores events og udvikle nye tiltag for at give vores deltagere endnu bedre oplevelser - både vores åbne events og vores kunde-events, hvor vi skræddersyr et arrangement præcist til dine ønsker.

Jeppe Rimmen har arrangeret Track Days siden 2009 og kører selv en Mazda MX-5, der er optimeret til banekørsel. Han har et stort netværk i dansk motorsport, hvor han siden 1999 har arbejdet sammen med bl.a. John Nielsen, Casper Elgaard, Jason Watt, Michel Nykjær, Michael Outzen, Anders Fjordbach og Jesper Carlsen. 

Jeppe Rimmen er til daglig partner hos Hansen Toft A/S, hvor han arbejder med rekruttering af direktører, ledere og specialister.

E: jeppe(at)trackdayklubben.dk

M: 2499 8748


Allan Lund Petersen

IMG 3260

Er ansvarlig for afviklingen af vores Track Days. Derfor er du i kontakt med ham, når du har spørgsmål eller brug for hjælp. Hvis din bil larmer lidt for meget eller du ikke har hørt ordentligt efter til kørermødet, er det også ham du får en snak med. Allan Lund Petersen styrer også vagtplanen ift. vores flagvagter og øvrige frivillige hjælpere. 

Allan Lund Petersen har kørt Track Days i mange år og har har været arrangør af køreteknik siden 2007. Han har kørt og ejet mange sjove biler, og har pt. en Mazda MX-5 som tracktool. Han har kørt på baner som Jyllandsringen, Padborg Park, Ring Djursland, Sturup Raceway, Ring Knutstorp og har kørt en hel del omgange på Nürburgring.

Allan Lund Petersen er til daglig kørelærer, ejer Allans Køreskole i Skanderborg og er medejer af www.Køreskolen.dk.

E: allan(at)trackdayklubben.dk

M: 2074 8576


Track Team’et

GruppeTDK2015

Udover de 3 ovennævnte personer kræver det et par flere til at afvikle en trackday.

På billedet har vi Track Team’et samlet fra Event 71. 

Bagerst fra venstre har vi: Allan G, Thomas, Lars, Kasper, John og Jacob.

Forrest sidder: Jeppe, Allan P. og Ivan.


Formålet med dette site:

Trackdayklubben.dk har til formål at give dig information om Trackdaydatoer,  praktiske informationer, artikler om køreteknik, artikler fra arrangementerne med mere.

Samtidig har vi en politisk agenda: Vi kunne nemlig rigtig godt tænke os at vise politikerne, at vi er rigtig mange der gerne vil dyrke vores sportslige bilpassion på lovlig vis - UDEN at man nødvendigvis skal være racerkører med fuldt udstyr. Målet er at blive bedre bilister med styr på køreteknikken - og køre sjovt og sikkert på bane.

Kontakt Trackdayklubben!